At skrive er at leve

Tilbage i begyndelsen af 2010'erne var jeg passioneret blogger med mange læsere, såvel skrev jeg en fast klumme for det holistiske magasin Prana. Det var vel i begyndelsen af blogger tidsalderen, hvor det blev ret udbredt. Jeg skrev hudløst og fra hjertet, om alt hvad der rørte sig i min tilværelse, og jeg fandt stor tilfredsstillelse i at sætte ord på min verden - det har altid været den allerdybeste længsel og passion, for mig, at skrive. Ikke at skrive fiktion og finurlige eventyrlige historier, men at beskrive min indre og ydre verden.

Ordet har jeg altid haft i min magt - eller i mit hjerte - selv hvad jeg opfattede som simple, informative mails, kunne blive modtaget med begejstring over hvor bevægende og storslået jeg formulerede mig. I sin tid i både folkeskole, ungdomsuddannelse og på min uddannelse som faglærer i kreative fag/tekstil designer, følte jeg egentlig altid jeg snød, fordi det faldt mig så let at lave skriftlige opgaver. Og jeg er et utal af gange blevet opfordret til at udgive.

Min blogging fandt dog en alvorlig og brat afslutning i 2013, da min rædselsfulde narcissistiske x, med hvem jeg har to børn,  var hadefuldt og hævntørstigt  indigneret over at jeg beskrev mine udfordringer med ham offentligt. Mit forhold og det ulideligt lange efterslæb med ham, var altødelæggende. Det er ikke noget jeg ønsker at gå i detaljer med i denne tekst.

Men yderst kort fortalt fik jeg i sommeren 2013 et nervesammenbrud - eller en 'belastningsreaktion' som det retteligt hedder i psykiatrien, og lod mig indlægge på psykiatrisk afdeling i en uge. Umiddelbart var det virkelig gavnligt, at få lidt tid til at sunde mig og til at reflektere over de dybt dysfunktionelle parforhold jeg altid endte ud med at involvere mig i. En lettelse var det også, at blive udskrevet som ‘psykiatrisk upåfaldende’ - uden yderligere diagnose, eftersom x’en kontinuert forsøgte at overbevise mig og både hans og min omverden om at jeg var ‘psykisk syg’, i bedste gaslightning stil.

Konsekvenserne af nervesammenbruddet og indlæggelsen blev dog absolut uoverskuelige og knusende, idet den nævnte x i forening med anden x brugte tiden på at fremstille et billede af mig i myndighederne som svært psykisk syg, misbruger, misrøgtende og forsømmende overfor mine børn mm. Alt dette udmundede i at jeg i en særdeles uretfærdig sag i Frederiksberg kommune blev erklæret 'uegnet' som mor, - jeg har rent faktisk aldrig været i stand til at læse forældrekompetence undersøgelsen af mig til ende, fordi den var så fejlbehæftet, manipuleret og usandfærdig, at jeg simpelthen gik i stykker af at blive anskuet og beskrevet så misvisende, og blive fremstillet som en gennemgribende løgner, fordi alt hvad jeg berettede om mit rædselsfulde psykisk og fysisk voldelige forhold med x'en blev hævdet som løgn og vrangforestilling fra min side. Og mine skriverier blev sygeliggjort, latterliggjort og fordømt, trods en masse rent faktisk fandt gavn, glæde og berigelse af mine tekster, reflektioner og bekendelser.

X'en udtalte dengang at hun ville 'have mig ned med nakken', 'have mig ned at bide i græsset', og det lykkedes ham i allerhøjeste grad. Han løj og charmerede sig igennem en forældrekompetence undersøgelse på en måde som kun veltrænede narcissister kan det, og fik bopæl på børnene, uden et egentlig engagement i at gøre en positiv forskel for børnene. Hans agt var at knuse mig, det lykkedes ham, og han misbrugte sin position til at udøve magt og bruge børnene som hans små skakbrikker i årevis derefter.

Min identitet var knust. Der var ingen af mine hidtidige aktiviteter jeg kunne fortsætte, fordi det som var det allervigtigste i min verden - at være mor og tilrettelægge hele min tilværelse rundt omkring mit forældreskab. Jeg følte mig som et nul, en fortabt fiasko.

Det har taget årevis at komme på fode igen, få børnene hjem igen, blive mor igen. Og arene efter disse traumatiserende oplevelser vil altid ligge som furer dybt i mit sind, - jeg bliver aldrig igen den samme som før.

Jeg har været så bange for at begynde at skrive på samme vis igen - jeg har ytret mange holdningstilkendegivelser, jeg har med mod været intenst aktivistisk engageret omkring blandt andet Christiania, været journalist for daværende Modkraft og skrevet artikler/kronikker til POV International, såvel som en lang stribe facebook opslag, for jeg kan jo ikke holde min mund - eller min pen/mit tastatur. ordene vil ud og formes i verden. I øvrigt har jeg i årevis været medlem af blandt andet Forbundet for Bloggere & Influenter ved Dansk Journalistforbund. Men at skrive personligt på samme måde som før, er blevet stærkt forvansket og forknudret, jeg har lidt af en så dyb angst for at kunne blive straffet på samme vis som før, for at ytre mig frit.

Jeg arbejder på diverse skriftligt løbende, på poesi og også stadig på en slags selvbiografisk manuskript, som jeg håber en dag kan se dagens lys som en udgivelse. Om det sker om 1 år eller 50 år, det kan udelukkende fremtiden anskueliggøre. Men jeg er nået frem til den erkendelse, at det fungerer dårligt for mig, kun at sidde og skrive på diverse ting uden modtager, uden mål og retning. Det har til gengæld altid fungeret rigtig fantastisk for mig, at skrive til modtagere. At skrive bringer mig heling, forløsning og klarhed. At skrive definerer hvad jeg egentlig føler, tænker og er. At skrive er at leve, for mig.

Og derfor - selvom det måske virker meningsløst, irrelevant, retningsløst og gammeldags - så vil jeg fra dags dato begynde at blogge igen. Dette har jeg taget tilløb til i mange måneder, - denne blogkategori har stået tom i månedsvis, og blot ventet på dette skridt. Selve denne hjemmeside har stort set stået stille i over et år, fordi jeg har lidt af depression og diverse andre konsekvenser af min stofskiftesygdom, har været sygemeldt og har lukket mit firma af denne grund.

Jeg har dog vurderet, at der ligger for meget energi og hjerteblod i denne hjemmeside, til at jeg helt har villet slette den, og derfor bliver den hermed fundamentet for min nye blog og skriverejse, nu med det nye navn Ildspor, som er en antitese til de mangeartede oplevelser af vildspor, som jeg en stor del af mit liv har bevæget mig på.

Så - i begyndelsen var ordet - og så må vi se hvor det ord bærer hen...