Ghosting

Jeg har læst om hvorledes nogle oplever, at de efter dates, også sexdates, bliver ghostet - altså blokeret af de pågældende de har været ude med, uden videre forklaring eller afslutning. Det lyder naturligvis særdeles ubehageligt og også respektløst. Det er dog ikke noget jeg selv har oplevet. Jeg har derimod mænd, der vender tilbage, nogle af dem mænd jeg var engageret med helt for 10 år siden. Jeg bruger så heller ikke dating apps.

Men jeg kender udmærket til behovet for at blokere folk online. Hvis jeg eksempelvis har flirtet med en mand og talt om at mødes, og vedkommende bliver utilregnelig, så blokerer jeg dem, for jeg agter ikke at spilde mere af mit liv på utilregnelighed. Og vedrørende konspirationsekstremister, har jeg også efterhånden fået en alenlang blokeringsliste på Facebook, for jeg har decideret ubehag ved at skulle i kontakt med den gyselige, giftige energi, som nogle af disse repræsenterer.

Jeg er ultra sensitiv, og det er vigtigt at jeg tager vare på min energi.

Sidste år mødtes jeg på et tidspunkt med en mand, som jeg i flere år havde haft som facebookven. Han virkede sympatisk, virkede maskulin og intelligent, hævdede han var sportscoach og ledte bevidstgørende mandegrupper, og insisterede på vi skulle ses, så jeg tænkte hvorfor ikke.

Vi skulle egentlig have gået en tur i Tivoli, men der var lukket, så vi gik bare lidt rundt i byen og talte. Vi var også ude at køre i metro. Ret hurtigt blev det klart at vedkommende komplet manglede situationsfornemmelse, og fornemmelse for grænser. Han havde åbenbart besluttet sig for at jeg skulle være ‘hans kvinde’ og ytrede sig om alt det han skulle vise mig, lære mig osv, han ville holde i hånd, have armen rundt om mig, og begyndte at kysse mig. Jeg var afvisende og nedkølende, men det prellede af på ham.

Det var sådan set en ret surrealistisk oplevelse, som henførte mig i en vis forvirring. Ofte er jeg ret eftergivende overfor det maskuline, det er et blødt punkt for mig, men det her var forvrænget maskulinitet, som manglede indføling og nærvær. I mit indre foregik en dialog omkring hvordan jeg mest elegant kunne slippe ud af det, det kunne tydeligvis føre til en scene, da den her mand ikke havde ordentlig kontakt til hvad der egentlig foregik i hans aktuelle virkelighed. På pudsig vis skete der så det på en proppet metrostation, at jeg gik ind i en metro lige før dørene lukkede, og han kom ikke med. Han signalerede at jeg skulle stige af ved næste stop, men jeg greb muligheden for at slippe af med ham på en helt problemfri måde, og tog hjem, så mig ikke tilbage og blokerede ham online.

Selvfølgelig blev min samvittighed lidt berørt, men omvendt var det også helt tydeligt, at denne her mand ikke ville fatte grænser, og ville være en af dem, som ville vende afvisningen om til at der var noget galt med mig. Jeg kender typen. Tilmed havde jeg en sæt følelse af sejr og empowerment, over bare at slukke for den her mand, som manglede realitetssans. Og jeg er i øvrigt helt fri til helt selv at bestemme, hvad og hvem jeg vil give energi eller lukke af for, og hvordan…

En anden mand har jeg netop her i weekenden lukket ned for. Han har fulgt mig i årevis, meget fascineret, og er de senere måneder blevet mere opsøgende og insisterende. Han kom til et arrangement i Tinkuy, som jeg reklamerede for, og jeg kunne godt mærke han var lidt klæbende. Herefter erklærede han mig sin romantiske kærlighed, og håbede ikke at ‘aldersforskellen’ ville være et problem for mig… (Han er 70). Der er absolut intet i mig, som har følt mig draget mod intimitet med ham, og det gjorde jeg ham klart.

Så vidt muligt forsøgte jeg at være venlig, og imødekomme ham i hans ønske om at relatere venskabeligt, jeg mødte ham tilfældigt til nemokoncert for nyligt, og hang lidt ud med ham, men kunne både da og efterfølgende mærke at han begyndte at tendere stalking. Jeg fik lidt kvalme over at føle mig omklamret, overvåget, stillet krav til, som om hvert et åndedrag jeg tog online skulle han kommentere på og være involveret i. Han ville mødes igen, han ville så gerne hjem og besøge mig, han ville have mig med på udstilling og ud at spise i Christiania. Han var ikke rigtig lydhør overfor mine afvisninger, og skrev han ‘ventede med længsel’ på min respons.

Det blev for meget. Og jeg blev simpelthen også bare nødt til at lukke ned, og blokere ham. Skrev dog en afmålt besked om at jeg havde en dårlig følelse, og ikke ønskede yderligere dialog, kontakt eller at han fulgte mig. Dette mest i frygt for at han kunne finde på at opsøge mig i Christiania. Og det blev glad for jeg havde gjort, da jeg netop så ham i Christiania søndag aften, hvor han kiggede langt efter mig med hængende hundeøjne.

Tilmed mødte jeg en veninde så snart jeg kom over i Christiania i søndags, som havde været i tvivl om hun skulle ringe til mig, for at advare om ham… Hun havde set han kommenterede intenst på mine opslag, og hun havde selv haft en klam oplevelse med ham på et tidspunkt, hvor han havde besøgt hende, og ved denne lejlighed havde simuleret at være besvimet, i håbet om at hun ville give ham mund-til-mund. Virkelig frastødende adfærd. Jeg kunne heldigvis berolige hende med, at jeg allerede havde fjernet ham, havde mærket sygeligheden i ham.

Jeg er ret hurtig med den slags efterhånden, der er kort line for nye folk, der gerne vil ind i min intimsfære - jeg har en tung erfaring, og skal aldrig nogensinde igen lade nogen mand fucke rundt med slette intentioner eller kaotisk indre, i mit sind eller mit liv. Gensidig respekt, højagt, nærende samvær og glæde, følelsen af at kunne være tryg, fri og mig selv, er elementer jeg vil og kan dyrke i samspillet med andre mennesker, mænd, ellers vil jeg være helt alene.

Og internettet giver os nogle helt andre sociale spilleregler, end da vi blot mødte folk ude i livet. Jeg som en aktiv stemme, der gerne ytrer mig sanseligt, sensuelt, frit, ærligt, tabubrydende, hudløst - og nøgent, og har tusindvis af følgere, tidligere har skrevet en meget læst blog, skrevet klummer, artikler, været yderst frihedsaktivistisk, er vant med at have diverse følgere, hvor det klart nok ikke er alle, der føler sig vilde med mig, der er nogen som jeg selv kan føle mig interesserede i at stå i nærmere relation til. Det siger sig selv.

Men - der er ingen tvivl om, at internettet, sociale medier, forbrugermentaliteten på datingfronten, dissocierer og muterer sociale relationer, skaber ensomhed, afstumpethed, og efterlader mennesker tilbage sårede, skuffede, med en følelse af at være blevet brugt og udnyttet som en ting, og dernæst følelseskoldt kasseret. Det forstår jeg godt faktisk kan føles som et overgreb.

Det finder jeg naturligvis rigtig bekymrende, der er generelt rigtig meget ved internettet, som vækker grund til alvorlig bekymring og eftertanke. Så vidt muligt bliver vi nødt til at bevæge os i de digitale sfærer med høj bevidsthed, ellers bliver det vores undergang.